SEKS DANSE, SEKS HISTORIER
Cuscos andinske folkedanse, forklaret
Fra højlandets pardans huayno til den UNESCO-listede saksesdans bærer hvert nummer i et andinsk folkeprogram sin egen distinkte regionale historie.
Se Cusco Folk Show-datoer på GetYourGuide ↗Et program bygget på ægte regionale traditioner
En Cusco-folkforestilling er ikke ét opfundet nummer – det er en sekvens af danse hentet fra forskellige dele af de peruvianske Andesbjerge, hver med sin egen musik, dragt og baggrundshistorie. Producenterne bag disse aftenarrangementer trækker typisk fra et repertoire, som traditionelle folkloristiske institutioner i Cusco har katalogiseret og opført i næsten et århundrede, så det, der for en førstegangsbesøgende ligner ren spektakulær underholdning, er som regel en komprimeret rejse gennem flere distinkte landsby- og festivaltraditioner snarere end én enkelt koreografi opfundet til turister. Bare det at vide en lille smule om, hvor hver dans stammer fra – hvilken dal, hvilken festival, hvilket lokalsamfund – forvandler et middagsshow fra passiv underholdning til en ægte, om end kort, introduktion til regionens levende kultur.
Huayno — Andernes egen pardans
Huayno betragtes som den mest udbredte folkedans i Andesbjergene, danset af par i en livlig 2/4-takt, uden at partnerne nogensinde helt rører hinanden — drejninger, hop og en tapelignende zapateo-fodteknik markerer i stedet takten. Dansen udføres af quechua- og aymara-samfund i hele Peru, Bolivia og Ecuador og menes at gå forud for den spanske erobring, muligvis opstået som en ceremoniel dans, før den udviklede sig til den rent festlige sociale dans, den er i dag. Danserne kan bære farverigt vævede bånd eller lommetørklæder som en del af koreografien, og musikken bagved lægger typisk quena-fløjte, charango og harpe oven på en drivende, dansabel puls — hvilket gør den til en af de ældste sociale danse, en besøgende sandsynligvis kan opleve live i et Cusco-program.
Sacsespringet — en atletisk præstation med UNESCO-status
La danza de tijeras, eller saksedansen, stammer fra Chanka-regionen i de sydlige centrale Andesbjerge — Ayacucho, Huancavelica og Apurímac — og byder på en danser, der fører et par metalstænger formet som sakse i den ene hånd, mens han udfører akrobatiske, ofte konkurrenceprægede trin til akkompagnement af violin og harpe. UNESCO optog dansen på sin liste over immateriel kulturarv i 2010, og Perus egen kulturmyndighed havde allerede anerkendt den som nationalarv i 2005. Traditionelt dannede danserne rivaliserende hold, der repræsenterede forskellige landsbyer, og konkurrerede i prøvelser af udholdenhed og vovemod — en folkeforestillings version er en komprimeret fremvisning af den atletik, og det er typisk det fysisk mest krævende nummer på programmet.
Qhapaq Qolla-købmændene fra højsletten, mimet
Qhapaq Qolla-dansere — hvide masker, pailletbesatte kostumer, en lama-hyrdefigur i centrum af to dansende rækker — forestiller de velstående altiplano-handelsfolk, der engang bar uld, salt og andre varer over mere end tusind kilometer mellem højlandet omkring Potosí i Bolivia og Cusco. Dansen optræder traditionelt i Cuscos Corpus Christi-processioner hver juni, hvor den opføres side om side med andre regionale dansegrupper, der ledsager helgenfigurerne til katedralen. Dens stiliserede handelskaravane-mime — hyrdning, byttehandel, den lange rejse antydet i koreografien — er et af de visuelt mest karakteristiske indslag, en folkloristisk forestilling kan låne fra den festkalender, og selve kostumet fortæller en stor del af historien, før der danses et eneste trin.
Marinera og andre danse fra Perus bredere repertoire
Nogle folkloristiske programmer inkluderer også marinera, en kærlighedsdans anerkendt som et nationalt symbol for Peru, udført med lommetørklæder, der viftes frem og tilbage mellem partnerne i en flirtende vekselvirkning. Dansen er især forbundet med Perus kyst, selvom højlandsversioner – serrana – også opføres i Andesregionerne. Da marinera ikke oprindeligt stammer fra Cusco specifikt, varierer dens tilstedeværelse på et givent program fra spillested til spillested; hvis et show annoncerer den, er det værd at betragte det som en hyldest til Perus bredere nationale folkedansidentitet snarere end en strengt cusco-regional tradition, ved siden af de mere markant andinske numre som huayno og Qhapaq Qolla, der udgør kernen i de fleste Cusco-shows.
At læse historien i kostumet
Hver danses kostume bærer en fortællende funktion, ikke blot en dekorativ — en Qhapaq Qolla-maske signalerer handelsstatus, en saksedansers enkle arbejdstøj understreger atletik frem for show, og huayno-dansernes vævede bånd eller lommetørklæder henviser til frieriritualer. Farve, stof og hovedbeklædning peger ofte på en bestemt region eller et bestemt fællesskab snarere end et generisk "andinsk" udtryk, og et livebands skiftende instrumentering — violin og harpe, der tager over til saksedansen, panfløjter, der vender tilbage til huayno — signalerer typisk et sceneskift, før danserne selv gør det. At holde øje med, hvad en kostume og dens tilhørende musik repræsenterer, forvandler en folkloristisk forestilling til en hurtig, lagdelt introduktion til flere forskellige andinske fællesskaber på en enkelt aften.