ANDERNES LYD
Instrumenterne bag Cuscos andinske folkemusik
Quena-fløjten, zampoña-panfløjten og den bæltedyrsformede charango giver andinsk folkemusik dens umiskendelige lyd – hvad hvert instrument er, og hvordan det opstod.
Se Cusco Folk Show-datoer på GetYourGuide ↗Et band bygget på tre instrumentfamilier
Den live musikgruppe bag et andinsk folkemusikshow trækker typisk på tre instrumentfamilier, der lægges oven i hinanden: blokfløjter, panfløjter og plukkede strengeinstrumenter, understøttet af trommer og lejlighedsvis harpe og violin til bestemte danse. Hver familie har sin egen distinkte oprindelse fra førkolumbiansk tid eller kolonitiden, og når man hører dem sammen – en fløjteklar melodi, en åndefuld panfløjteharmoni og en lys, rytmisk plukket strengelinje – er det dét, der giver andinsk folkemusik dens umiddelbart genkendelige karakter, uanset om du hører den til et middagsshow, fra gademusikanter på Plaza de Armas eller på en indspilning. At vide, hvad der faktisk skaber hver enkelt lyd, tilføjer et lag af forståelse, som de fleste besøgende går glip af.
Quenaen — Andernes signaturfløjte
Quenaen er en fløjte, der blæses i enden, traditionelt fremstillet af rør, bambus eller træ, med et indhakket mundstykke og typisk seks fingerhuller samt et tommelhul på bagsiden. Den er et af de ældste bevarede andinske instrumenter, med arkæologiske fund, der går århundreder forud for inkaperioden, og dens luftige, let rørlignende klang bærer som regel det meste af leadmelodien i et folkensemble – det er typisk det første instrument, lytterens øre fanger. At spille den godt kræver betydelig åndedrætskontrol, da det åbne, indhakkede mundstykke (i modsætning til en blokfløjtes lukkede) giver spilleren langt mindre margin for fejl i forhold til tonehøjde og klang.
Zampoñaen — panfløjter, der spilles i par
Zampoñaen, også kaldet siku, er et sæt panfløjter lavet af bundne rør af varierende længde, hvor hvert rør producerer en enkelt fast tone, når man blæser hen over toppen. Traditionelt er hele den musikalske skala delt op i to sammenflettede halvdele – kaldet ira og arka – som spilles af to musikere, der veksler toner frem og tilbage i en teknik med præ-inkanske andinske rødder, selvom en enkelt solist også kan spille en komplet zampoña bygget med en fuld skala alene. Det lagdelte, let forskudte lydbillede, der opstår – især når to spillere veksler fraser – er en af de mest umiddelbart genkendelige teksturer i andinsk folkemusik.
Charangoen — en lut født af knaphed
Charangoen er en lille lut med ti strenge, fordelt på fem par, som med al sandsynlighed blev udviklet i 1600- og 1700-tallet, efter at den spanske vihuela og guitar nåede Andesbjergene med kolonisterne. Da træer er en mangelvare højt over trægrænsen på det høje Altiplano omkring Potosí, hvor instrumentet formodentlig har sin oprindelse, brugte de tidlige instrumentmagere skjoldet fra et bæltedyrs ryg som klangbund – en praktisk løsning på en reel træmangel, og en praksis der stadig er tæt forbundet med instrumentets identitet i dag. De fleste charangoer, der faktisk spilles i dag, er dog lavet af træ eller græskar, da mange spillere og magere anser træ for at være en bedre resonator, men bæltedyrskjold-versionen forbliver charangoens mest kendte oprindelseshistorie.
Trommer, harpe og violin fuldender ensemblet.
Ved siden af fløjter, panfløjter og charango tilføjer et andinsk folkeband typisk en bombo-lignende tromme for rytme og tempo, og — afhængigt af hvilken regional dans der opføres — en harpe og violin, et par der traditionelt bruges til at akkompagnere saksedansen frem for de fleste andre numre. Denne blanding af præcolumbianske blæseinstrumenter, et plukket strengeinstrument fra kolonitiden og europæisk harpe- og violinteknik er i sig selv et lille, hørbart eksempel på, hvordan andinsk folkemusik forener inka-tidens og spansk-koloniale påvirkninger i en enkelt, sammenhængende lyd frem for at holde de to traditioner adskilt.
Instrument, med et blik
En hurtig oversigt over de instrumenter, man oftest støder på i et folkloristisk program i Cusco, omtrent hvad de er lavet af, og hvilken rolle de typisk spiller i det levende ensemble. Bandsene blander og matcher alt efter hvilken dans, der opføres – en huayno-nummer læner sig op ad quena, charango og panfløjter, mens saksedansen i stedet trækker på harpe og violin. Intet af disse instrumenter er forbeholdt én enkelt dans, og at høre bandet skifte instrumentering i løbet af en aften er i sig selv et pålideligt tegn på, at programmet er gået over til en anden regional tradition – ofte før danserne eller kostumerne synligt ændrer sig.
Kerneinstrumenter i et andinsk folkeband
| Instrument | Traditionelt fremstillet af | Rolle i ensemblet |
|---|---|---|
| Quena | Rør, bambus eller træ | Lead-melodien |
| Zampoña (siku) | Bundne rør af siv til panfløjte | Harmoni, ofte spillet i sammenflettede par |
| Charango | Bæltedyrets skjold (nu normalt træ) | Rytmisk anslagen akkompagnement |
| Bombo-tromme | Træskal, skjul hud | Slagtøj og danserytme |
| Harpe & violin | Træ-, tarm- eller metalstrenge | Ledsag særlige danse, f.eks. saksedansen |